Historie

Gunnar Bomhoff
For at styrke sammenholdet i Bomhoffs Have og for at mindes modstandsmanden Gunnar Bomhoff, samles vi hvert år den 4. september til drinks og snacks i Ginkohaven.
Oprindelig lå Gunnar Bomhoffs villa med adresse på Harsdorffsvej 9 med en allé ind til området, hvor ejendommen Bomhoffs Have ligger i dag. Selve adressen findes ikke længere.
 
Gestapo stormede den 4. september 1944 villaen, da de havde fået melding om et vigtigt møde. De fleste undslap, dog ikke hustruen Ada Bomhoff, som senere blev sendt til Frøslev lejren.
 
Efterfølgende den 11. oktober 1944 sprængte Gestapo villaen i luften. Gunnar Bomhoff blev senere anholdt og sendt til Frøslevlejren og derfra videre til kz-lejrene Dachau og Neuengamme ved Hamborg. Her omkom han den 13. april 1945 - kort før han skulle have været transporteret hjem med grev Folke Bernadottes Hvide Busser.

Snublesten
Til minde om Bomhoff besluttede Frederiksberg byråd i 1949 at kalde ejendommen for Bomhoffs Have. På Solbjerg Kirkegård er opsat en gravsten for Ada og Gunnar Bomhoff.

I 2021 fik Snublestensgruppen Danmark efter initiativ fra barnebarnet Pia Bomhoff grønt lys af Frederiksberg Kommune til nedlægning af snublesten til minde om Gunnar og Ada Bomhoff. Dette skete ved en smuk ceremoni den 23. august ud for Harsdorffsvej 9, hvor vi fik overrakt de to fotos af villaen, som dels ligger her på hjemmesiden, dels bliver ophængt i Varmecentralen.
Webmaster: Josefine Vilby  | bomhoffs.have@gmail.com